Jeg har endnu ikke mødt nogen der ikke er gået igennem en livskrise. De kommer på forskellige tidspunkter i livet og sker ofte når der er en form for vendepunkt i livet. 

For mig personligt har det at fylde 40 år betydet meget.

Det der satte gang i min livskrise var nok nærmere mine svigerforældres alt for tidlige død. 

Min svigerfar døde af et pludseligt hjertestop og min svigermor døde af lungekræft 3 år senere. Den ene blev 60 år og den anden blev 61 år. 

En ting er at miste nogen, jeg holdt meget af. Jeg savner dem begge enormt meget, da jeg var rigtig tætte på mine svigerforældre.

Men det satte også tingene i perspektiv. Lige pludselig var det ikke en selvfølge at blive 80 år.

Min far døde også tidligt. Han blev kun 67 år. Han havde også levet et hårdt liv med alkohol og cigaretter – han fik strubekræft og derfra gik det bare ned ad bakke.

Så da jeg blev 40 år og der kun var min mor tilbage, opdagede jeg at jeg og min mand er næste led i kæden. Det gjorde at jeg følte mig enormt sårbar og er der noget jeg ikke kan lide at være, så er det sårbar. 

Det er de færreste der kan lide at være sårbare og de flest af os har i større eller mindre grad svært ved at vise sårbarhed.

I mit barndomshjem har det altid været lidt akavet at vise følelser – især hvis det handlede om at være ked af det eller vred. Det gjorde at jeg i en tidlig alder lærte at lukke ned og ikke give udtryk for mine følelser, fordi jeg vidste at de alligevel ikke ville blive modtaget på en god måde.

Jeg husker tydeligt en gang hvor jeg fortalte min mor at jeg blev drillet i skolen – hvortil hun svarede at sådan er det også i de voksnes verden og så blev der ikke snakket mere om det. Min mor vidste ikke hvordan hun skulle håndtere det og her stod jeg og fortalte noget meget sårbart og jeg følte mig helt tabt på gulvet og alene. Så ja, sårbarheden lærte jeg hurtigt at pakke væk.

Når vi føler os afviste og forkerte, mærker vi skam

– og det gør, at vi sætter en egenskab i skyggen. Her blev egenskaben sårbarhed sat i skyggen, fordi min følelse af pinlighed og at være uelsket helst skulle væk.

Da jeg satte sårbarheden i skyggen har jeg indirekte også gjort op med mig selv, at der ikke er plads til at fejle – og at jeg allerbedst kan lide når alt er, som det plejer. Der er ikke plads til usikkerhed og følelsesmæssige udsving. Så jeg har skabt en person omkring mig selv med hende, der tænker at “jeg skal have styr på det hele”.

Det med at have styr på det hele, det har jeg fundet ud af det er umuligt, for kontrol er kun en illusion. Jeg kan ikke styre alt – jeg kan ikke forberede mig på uforudsete ting – og ja, jeg fejler også.

Så jeg har brugt rigtig meget energi på at holde en facade, for jeg må jo helst ikke krakelere eller give udtryk for følelser eller behov – og fejl er ikke noget der accepteres. Det er jo tegn på svaghed – og det skal jo helst ikke vises frem.

Det der egentlig viste mig vejen ud af den facade med at have styr på det hele, det var at se på mig selv med helt nye øjne. En af vejene ud af facaden har været en øvelse i at give udtryk for behov – og fortælle dem jeg har allernærmest hvad det er jeg føler. 

Det er at se, at sårbarhed også kan være nyttig og værdifuld, fordi det også bringer mig tættere på dem jeg holder af. 

Det har ikke altid været let – det er stadigvæk noget jeg arbejder med. Men det har gjort at jeg godt kan smile af mig selv når jeg laver en fejl. Det gør at jeg tør at sige flere svære ting højt og det gør at jeg kommer tættere på dem jeg elsker mest.

Tanja Bengaard TOTUM Kropsterapeut og Shadowfacilitator

Du kan læse meget mere om skyggecoaching og hvad det kan gøre for dig her <————

Kh

Tanja Bengaard – TOTUM Kropsterapeut & Shadowfacilitator

-Læs mere om Tanja her <—

Min seneste podcast episode omkring livskrise finder du her <—